Pasta med varmrøget laks, rucola og parmesandressing




Forleden fik jeg bikset denne lækre og sommerlige ret sammen. Det er en "tøm-køleskabet" ret, som blev virkelig lækker med masser af smag. 
Nu er jeg gravid, men den vil uden tvivl smage fortrinligt med et godt glas hvidvin og sensommersol.

Opskriften her giver ca. 4 portioner 

300 g. varmrøget laks
1 bakke rucola
300 g. god pasta (fusili, penne el.lign)

Dressing
50 g. parmesan (+ ekstra til pynt)
2 dl. skyr
1 tsk. dijon
1 tsk. sukker
ca. 2 spsk. klippet purløg
1 lille fed hvidløg
1/2 spsk. hvidvinseddike
1-2 tsk. basilikumpesto (kan udelades)
salt og peber

Godt brød

Riv parmesan groft og blend det sammen med de øvrige ingredienser til dressingen. Smag til med salt, peber.

Kog pastaen efter anvisning på pakken. Hæld vandet fra, lad den dryppe rigtig godt af og afkøl et par minutter.
Skær/flå laksen i mindre stykker og vend den sammen med pastaen. Vend rucola og dressing i. Pynt salaten med friskhøvlede parmesanflager.

Servér straks med et stykke godt brød 

Kommentarer