torsdag den 16. juli 2015

Verdens nemmeste og lækreste grydebrød


Dette brød serverede min veninde til hendes fødselsdag. Det er virkelig et lækkert brød og så er det bare så nemt at lave. Det kræver, at man har en gryde med låg at bage det i. Min veninde havde bare brugt en alm. stålgryde fra Jamie Oliver, men jeg valgte at købe en støbejernsgryde med låg til formålet.
Jeg videregiver her hendes opskrift, som vist har vandret en del rundt.

Brødet er godt som madbrød til f.eks. tapas, men er også fortrinligt med et stykke ost eller bare smør :)



Opskriften her giver 1 stort brød

Ingredienser:

625 g mel,
5 dl (0,5 l) vand,
2 tsk. salt,

Gær på størrelse med en ært 

Hæld vandet i en stor skål, og rør gærklumpen ud i vandet ved at "nuldre" den imellem to fingre. Tilsæt saltet og melet. Bland det hele sammen med håndtaget af en grydeske, eller brug fingrene. Det skal ikke æltes fint, kun lige indtil melet er vådt.

Lad dejen hæve i ca, 12 timer ved normal stuetemperatur. 
Når det er let, luftigt og boblende, er det færdighævet.
Hæld dejen ud på et bord så forsigtigt, at du punkterer så få luftbobler som muligt.

Smør et fad med lidt olie og drys mel på. Kom dejkuglen op i fadet. Dæk evt til med lidt plastikfilm. 

Lad den hæve i to timer mere.

Brødet får en sprød skorpe, god højde og meget luftighed, fordi det bliver bagt i en gryde inde i ovnen. Dampen, der fanges inde i gryden, gør, at skorpen er længere om at blive hård, hvilket giver brødet længere tid at hæve i.

Kom en gryde på 3-5 liter ind i en 250 grader varm ovn. Lad gryden blive godt varm. Helst en halv time eller mere i ovnen, som i forvejen skal være varm.
Når dejen er færdig, og gryden er varm, så hæld dejen over i gryden, kom låget på og sæt den i ovnen.

Bag først brødet i 30 minutter ved 250 grader med låget på. Tag låget af og lad det bage i 15 minutter mere. Brødet skal være noget mere mørkt, når det er færdigt, end man er vant til med almindeligt franskbrød.

Tag det ud af gryden og lad det køle af. Gerne på en rist, eller med bunden i vejret.

Det er vigtigt at lade det køle i mindst 20 minutter inden servering. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar