Cookie Monster-kage (chokoladekage med cookie dough)




Min søn Jonathan fyldte 3 år i søndags. Han er for tiden meget glad for sin Cookie Monster bamse, som han fik, da vi var i USA for et par år siden. Derfor besluttede jeg mig for at kaste mig ud i en Cookie Monster-kage. Jeg fandt en opskrift på en amerikansk hjemmeside, som jeg så tog udgangspunkt i. Jeg har omregnet målene til danske mål.
Jeg har skåret ned i mængden af cookie dough og også tilrettet den, så den blev mere flydende end i den originale opskrift. Kagebundende er virkelig lækre. Instense i smagen pga. kaffe og dejlig fugtig.
Kagen bliver kun bedre af at stå i køleskabet i nogle dage.

Der er rigelig kage til 12-16 personer.

Chokoladebunde ( 2 stk.)
4,5 dl. sukker
4 dl. hvedemel
1,75 dl. cacao
1 1/2 tsk. bagepulver
1 1/2 tsk. natron
1 tsk. salt
2 store æg
2,5 dl. mælk
1,25 dl. smagsneutral olie (f.eks. raps)
2 tsk vanilleekstrakt
2,5 dl. stærk, meget varm kaffe

Forvarm ovnen til 180 grader.
Smør to runde bageforme på ca. 23 cm. i diameter.

Bland sukker, hvedemel, cacao, bagepulver, natron og salt sammen i en stor røreskål.
Tilsæt æg, mælk, olie og vanilleekstrakt og rør dejen godt sammen i ca. 2 minutter.
Tilsæt varm kaffe og rør det sammen til dejen er glat og tynd.
Fordel dejen ligeligt i de to forme.
Bag kagerne i ca. 30 min. 
Lad kagerne køle af i formene og vend dem herefter ud på en bagerist og lad dem køle helt af, før kagen lægges sammen.

Fyld
75 g. blødt smør
2,25 dl. brun farin
2,25 dl. sukker
1 tsk. vanilleekstrakt
1 dl. mælk
1 dl. hvedemel
100 g. chocolate chips (hakket chokolade)

Pisk smør, farin og sukker godt sammen. Tilsæt vanilleekstrakt og mælk og pisk igen. Tilsæt mel og rør det sammen til det lige akkurat er blandet. Vend chocolate chips i. 
Smør fyldet på den ene bund og læg den anden bund ovenpå.

Frosting
3 dl. piskefløde
2 spsk. flormelis
60 g. cremefraiche 38%
Blå farve

Pisk fløde og flormelis til skum. Tilsæt cremefraiche og pisk igen til frostingen er stiv (man kan lave stive toppe). Put blå farve i til den rette farve er opnået.
Smør frostingen på kagen. Overfladen skal ikke være glat.

Pynt
2 store skumfiduser
Overtrækschokolade
1 1/2 stor cookie


Smelt chokoladen og lav et kræmmerhus af madpapir. det skal have et lille hul. Sprøjt bogstaver/tal ud på et stykke staniol på et skærebræt. Lad dem køle af og blive stive i køleskabet. Sæt herefter bogstaver/tal på kagens side.
Lav en stor mund af overtrækschokolade, lad den blive stiv og sæt den på kagen. læg en klat smeltet chokolade i den ene side af munden, bræk cookie'en over i to og sæt en halv fast i chokoladen.
Knus det resterende cookie og læg kagekrummerne rundt i kanten af kagen.
tryk skumfiduserne flade og sæt dem på som øjne. Læg en chokoladeklat på hvert øje.
Sæt kagen på køl indtil servering.


Kommentarer