torsdag den 1. januar 2015

Chokoladesouffle med basilikumis og skovbærskum


Dette var nytårsdesserten i år (jo egentlig sidste år). Jeg synes, resultatet var ganske vellykket og fint afstemt. Det bedste er næsten, at det hele kan laves i forvejen - flere dage.
Soufflén har jeg fundet i Heibergs Dessertcirkus, og den er forholdsvis nemt at lave - dog skal man huske at den min. skal laves dagen før, da den skal i fryseren.

Chokoladesouffle - 6 store

200 g. god mørk chokolade
50 g. smør
1 stang vanille
3 store æg (140 g.)
60 g. flormelis

25 g. smør til pensling
sukker til at drysse formene

Hak chokoladen og smelt den i en kasserolle ved svag varme. Skær smørret ud i tern og kom det i den smeltede chokolade sammen med kornene fra vanillestangen.
Del æggene og pisk hviderne stive sammen med flormelisen. Vend lidt af æggehviderne i den lune chokolade. Vend æggeblommerne i blandingen og herefter resten af hviderne.
Smør 6 ramakiner med smør. Beklæd dem med bagepapir og smør også indersiden med smør. Drys med sukker.
Fordel chokoladedejen i skålene og sæt dem i fryseren i min. 18 timer.
Når de skal serveres tages de direkte fra fryseren og bages i 220 grader i 15-20 minutter - de skal have hævet sig og være let krakelerede på toppen.
Lad kagerne hvile et øjeblik, før kagen tages ud af formen og bagepapiret forsigtigt fjernes.

Servér straks med basilikumis (eller anden is) - Opskrift og skovbærskum (opskrift herunder)

Skovbærskum
150 g. blandede bær (f.eks. Irmas bærblanding)
2 spsk. sukker
2,5 dl. piskefløde

Kom bærrene i en kasserolle og kog dem op sammen med sukker. Kog dem helt ud.
Pisk fløden til skum. Tilsæt bærrene til skummet og pisk det godt sammen.
Kom skummet i en sprøjtepose med stjernetyl og sprøjt skummet ud på tallerkenen ved siden af kagen og isen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar