Kagemand af kanelsnegle


Min søn (og resten af familien for den sags skyld) er vild med kanelsnegle, så til hans fødselsdag i år skulle kagemanden laves af kanelsnegle. Jeg kunne godt bare have brugt min opskrift fra "God mad - let at lave", men jeg ville gerne se, om jeg kunne finde en ny opskrift.
Jeg fandt denne på Odense Marcipans hjemmeside og må sige, at jeg har fundet vores families nye kagemandsopskrift. Den en virkelig lækker.

Der bliver ca. 20 snegle 


25 g gær
3 dl lun mælk
1/4 dl sukker
125 g smør
ca. 500 g hvedemel
100 g smør
100 g sukker
1 spsk. kanel
100 g. marcipan
1 stort æble
Pynt: glasur samt slik

Rør gæren ud i lun mælk. Bland halvdelen af melet med sukker og smuldr smørret i blandingen. Rør melblandingen i gærblandingen, tilsæt resten af melet lidt af gangen og ælt til dejen er smidig. Sæt dejen til hævning i 30 minutter.

Rør smør, sukker, kanel og marcipan sammen til en cremet remonce. Rul dejen ud til et aflangt stykke ca. 40 x 20 cm. Smør dejen med marcipancreme og drys med revet æble.
Rul dejen sammen på den lange led og skær den i tykke skiver.

Læg sneglene på en bageplade med bagepapir så de ligner en kagemand. Lav hovedet af en dobbelt så tyk skive, der rulles en anelse fladere og større i diameter.

Lad kagemanden hæve i 30 minutter og bag den ved 210° C i ca. 15 minutter. Afkøl og pynt med glasur og slik.

Kommentarer