onsdag den 30. juli 2014

Islagkage med browniebund, karamel og banan- og vanilleis



Min søn har fødselsdag 1. juli og i år skulle der i anledningen af det varme vejr serveres en islagkage. Jeg tog udgangspunkt i ting jeg rigtig godt kan lide og som jeg tænkte kunne gå godt i spænd. Resultatet blev over al forventning - virkelig en rigtig lækkerbisken :)

Islagkagen laves i en lille springform på 20 cm. i dia. 

Browniebund
100 g. mørk chokolade
40 g. smør i tern
1 spsk. vand
75 g. sukker
1 stort æg, letpisket
et par dråber vanilleessens (eller 1 knsp. vanillesukker)
50 g. mel
1/4 tsk. bagepulver

Forvarm ovnen til 170 grader.
Bræk chokoladen i stykker og kom den i en kasserolle sammen med smørret. Smelt det vedsvag varme under konstant omrøring.
Tilsæt sukker og rør det godt sammen. Tag gryden af varmen og lad det køle et øjeblik.
Rør æg og vanille i. Sigt mel og bagepulver i dejen og rør den godt sammen med en ske.
Hæld dejen i en godt smurt springform (20 cm.) og bag den i ca. 15 minutter. Tjek om den er færdig ved at stikke en kødnål ned i midten og se, om der hænger noget ved.
Lad kagen køle helt af i formen.

Bananis
2 store moden bananer
100 g. sukker
2 spsk citronsaft
2 dl. skummetmælk
1,25 dl. piskefløde


Bananer, sukker og citronsaft blendes til en ensartet puré. Mælk og fløde tilsættes og blendes kort.
Hæld blandingen i ismaskinen og frys den. 
Fordel den bløde is ovenpå browniebunden og sæt den i fryseren i min. 5 timer.

Karamellag
Jeg havde et glas "Dolce Latte - karamelcreme" fra urtekram stående, som jeg brugte. Havde jeg ikke haft det, ville jeg lave karamellen ved at koge en dåse kondenseret mælk (hele dåsen - uåbnet) i en gryde med vand i ca. 3 timer. Supernemt og bliver til lækker lækker karamel :)
Smør et lag oven på bananislaget.

Vanilleis
Snyd og køb en god færdig is (1/2 l.) eller lav en halv portion af denne vanilleis og udelad chokoladen.
Fordel isen på karamellaget og sæt hele islagkagen i fryseren til den skal spises

Pynt med chokoladeflager og evt. flag og lys.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar