Fødselsdagsboller








Disse boller har jeg efterhånden bagt mange gange. Nogle gange erstatter jeg lidt af melet med grahamsmel, men så skal de helst spises samme dag.
De har været formet og pyntet på mange forskellige måder. 

Opskriften giver ca. 20 boller. Jeg laver dem lidt mindre, når de skal med i børnehaven/vuggestuen, så der bliver ca. 25 stk.

100 g. smør
50 g. gær
4 dl. mælk
1 æg
1 dl. sukker
1 tsk. groft salt
ca. 750 g. hvedemel (erstat evt. 200 g. med grahamsmel)

Pynt: glasur, chokoladeknapper, slik, rosiner....

Smelt smørret i en gryde og lad det køle lidt af.
Udrør gæren i mælken og tilsæt smeltet smør, sukker og salt.
Rør mel i lidt af gangen. 
Ælt dejen godt sammen og stil den til hævning et lunt sted i en times tid.
Del dejen i to og skær det ønskede antal boller ud og tril dem fine runde.
Sæt dem på to bageplader og lad dem efterhæve tildækket i ca. 30 min.
Opvarm ovnen til 225 grader.
Bag bollerne i ca. 14 min. De skal være let gyldne og lyde hult, når man banker under bunden.

Bolleslange: Lav bollerne lidt mindre og aflange og sæt dem med ca. 1 cm. mellemrum som  en slange. Hovedet laves lidt større og mere rundt.

Bollekagemand: Lav en stor boller som hoved. Sæt herefter bollerne tæt (ca 1 cm. mellemrum) i form som en kagemand/kone.

Katte: Da jeg lavede disse, var det faktisk meningen af jeg ville lave fisk, men da de bagte blev finnerne alt for utydelige og min søn synes i stedet, de lignede katte :) Form en let aflang bolle. Tryk ind med to fingre i den ene ende. Klip et hak i "finnen".

Kommentarer