torsdag den 3. april 2014

Vegetarburger (kikærteburger)




I aften stod den på alternative burgere lavet på kikærter. Det var virkelig lækkert og meget mættende.
"Bøfferne" er nemme at lave, men kræver, at man lige får sat kikærterne til at blive udblødt aftenen i forvejen.
Jeg har taget udgangspunkt i en af mine udklip (ukendt ophavsmand), men ændret en del i opskriften.
Det er en forholdsvis stor opskrift, men bøfferne er fine at have i fryseren og skal bare varmes i ovnen, når de skal bruges.

Opskriften her giver 12 bøffer (man bliver mæt af én!)

7 dl. tørrede kikærter - udblødes i rigeligt vand natten over
4 æg
2 tsk. salt
peber
1/2 bundt finthakket persille
3 skalotteløg, finthakkede
2 fed presset hvidløg
2.5 dl. rasp
0.75 dl. soya
Olivenolie til stegning (det skal bruges en del)

Ved servering:
Burgerboller - evt hjemmebagte - opskrift
salat
tomat
rødløg
agurk
guacamole - opskrift
miracle whip
ketchup

Hæld vandet fra kikærterne og blend dem med æg, salt og peber (evt. i to hold, hvis foodprocessor er ligeså lille som min). Det skal være rigtig godt blendet, så det ligner humus.
Bland massen i en stor skål med de øvrige ingredienser. Lad "farsen" hvile ca. 15 min.
Form massen til 12 runde bøffer og steg dem i olivenolie i ca. 7 min. på hver side ved middel varme.

Server straks i en god burgerbolle med grøntsager og "dyppelse"


Ingen kommentarer:

Send en kommentar