Tærte med rødløg, gedeost og pinjekerner




Denne tærte var en del af en påskefrokost med nogle gode venner.
Jeg kom desværre til at overhøre æggeuret, så den blev lige en tand for mørk, men den smagte nu rigtig dejligt alligevel.

Tærtedej
75 g. smør
1 dl. rugmel
2 dl. hvedemel
1 tsk. tørret rosmarin
1 spsk. sesam
2 tsk. dijonsennep
1 spsk. vand (måske lidt mere)

Den nemme måde: Kom alle ingredienserne i en foodprocessor og kør til dejen er samlet.
Alternativ: Skær smørret i tern og smuldr gnid det sammen med de to typer mel, sesam og rosmarin. Saml dejen med dijonsennep og vand.
Sæt dejen koldt en halv times tid.

Imens klargøres fyldet.

Fyld:
400 g. rødløg
15 g. smør
3 spsk. sukker
1/2 dl. balsamico eller rødvinseddike

Skær rødløget i tynde både. Smelt smørret i en sauterpande, tilsæt løgene og svits dem under omrøring. Tilsæt sukker og eddike/balsamico og lad det simre over lav varme i ca. 30 min, så de karameliserer. Rør jævnligt.

Tænd ovnen på 200 grader

Udrul dejen og kom den i en tærteform (ca. 22 cm.). Prik huller i dejen med en gaffel og forbag bunden i 10 min. Afkøl let.

Fyld - fortsat
2 æg
1 dl. creme fraiche
salt og peber

En rulle gedeost i tykke skiver
2 spsk. pinjekerner
Balsamico glaze (fås i de fleste større supermarkeder)

Pisk æg og creme fraiche sammen. Tilsæt lidt salt og peber.
Fordel de karameliserede rødløg i den forbagte tærtebund. Hæld æggeblandingen over.
Bag tærten i 15 min. v. 200 grader. Tag den ud og fordel gedeost og pinjekerner på tærten. Skru op på 230 grader og bag tærte færdig i ca. 10 min. Hold godt øje med den. Osten skal være let gylden men uden at resten bliver helt mørkt.
Tag tærten ud og fordel lidt balsamico glaze ud over.
Server straks - gerne med rucolasalat.

Kommentarer