torsdag den 3. april 2014

Red Velvet Cupcakes



I sidste weekend bagte jeg disse lækre lækre, meget amerikanske, cupcakes. Opskriften kommer fra Hummingbird Bakery, men jeg har skåret ned på frostingen og selv fundet på "drysset"
Kagerne kan sagtens laves i forvejen og opbevares på køl.

Opskriften giver ca. 20 cupcakes.

120 g. blødt smør (opskriften siger usaltet, men jeg har brugt alm. saltet lurpak)
300 g. sukker
2 store æg
20 g. kakao
2,5 spsk. rød frugtfarve
1 tsk. vanilleessens
300 g. hvedemel
1/2 tsk. salt
2,5 dl. kærnemælk
1 spsk. hvidvinseddike
1 tsk. natron

Frosting:
400 g. flormelis
70 g. blødt smør
170 g. flødeost naturel (fuldfed)

2 spsk. kokos
rød frugtfarve

Varm ovnen op til 190 grader.
Pisk smør og sukker til det er lyst og luftigt.
Tilsæt æggene et ad gangen og pisk mellem hvert æg.
Rør kakao, frugtfarve og vanilleessens sammen i en skål, så det er godt blandet. Kom det i dejen og rør, til det er godt opløst.
Sigt mel og salt i dejen skiftevis med kærnemælken.
Rør eddike og natron sammen i en skål (det vokser, så ikke for lille en skål). Rør det i dejen.
Fordel dejen i muffinforme og bag dem i ovnen 18-20 min.
Køl dem helt af på en bagerist.

Frosting:
Rør flormelis og smør sammen med en elpisker til det er blandet godt og er grynet. Tilsæt flødeosten og rør det godt sammen til frostingen er let og luftig.
Frostingen smøres på kagerne med en paletkniv, når de er helt afkølede.
Pynt med kokos rørt med rød frugtfarve.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar