Sigtebrød



Vi har for øjeblikket gang i den helt store oprydning i fryser, viktualierum og skabe. Vi skal i bund med alt :) Jeg stødte på en pose sigtemel, som lige havde overskredet "mindst holdbar til". Det er generelt ikke noget, jeg går så meget op i. Jeg bruger hellere mine sanser til at bedømme, om en vare ryger ud eller ej. Nå, men sigtemel måtte jo betyde sigtebrød! Det er ellers noget, jeg fra min barndom erindrer, som noget, min far havde med hjem fra brødfabrikken (dengang "De Danske Brødfabrikker", som lå under FDB, nu opkøbt af Schulstad). Han var på kontoret, men slog som regel et smut forbi lageret og tog lidt friskbagt brød med hjem. Ganske ofte var det sigtebrød. Udvalget dengang var ikke det samme som i dag. 
Jeg har samlet inspiration fra forskellige opskrifter på nettet og fra mine kogebøger. Det er blevet til dette sigtebrød, som jeg synes, blev ret vellykket. Jeg bagte det i går, og det er stadig lækkert uden at blive ristet :)

Opskriften giver 1 stort sigtebrød

2 dl. lunkent vand
20 g. gær
2 dl. surdej (kan nok godt erstattes med kærnemælk)
1 dl. yoghurt naturel
1 spsk. honning
1 stor tsk. salt (ca. 15 g.)
400 g. sigtemel
200 g. hvedemel
lidt smør til pensling

Udrør gæren i det lunkne vand. Tilsær surdej, yoghurt, honning, salt og sigtemel. Ælt dejen godt igennem på røremaskine. Tilsæt hvedemelet lidt af gangen. 
Stil dejen til hævning i ca. 2 timer (til dobbelt størrelse)
Vend dejen ud på en meldrysset bordplade og ælt den igennem. Form den til et brød og læg den i en (smurt) brødform (ca. 2 l.)
Efterhæv brødet i 1-2 timer.
Opvarm imens ovnen til 230 grader. Pensl brødet med smeltet smør og bag det 10 min. v. de 230 grader. Skru derefter ned til 200 grader og bag brødet færdigt i ca. 20 min. Tag evt. brødet ud af formen og giv det 5 min. ekstra (giver sprødere kanter).
Afkøl brødet helt før det skæres og spises med smør :)


Kommentarer