mandag den 20. maj 2013

Spaghetti med laks, purløg og courgette i flødesauce

Efter 2 måneders stilstand i madsyslerierne pga. sygdom er jeg nu stille og roligt i gang igen.
Haven begynder så småt at kunne bidrage med ingredienser, og til denne ret har jeg været ude at tynde ud i purløgene. Saucen minder om en klassisk carbonara-sauce, men i stedet for persille bruges purløg, som passer fortrinligt til laksen.
Jeg synes retten er ganske vellykket. Den er meget nem at lave og kan serveres som gæstemad.

Retten passer til en familie med 2 voksne og 2 børn

2 laksefilet'er (ca. 250 g.)
1/2 courgette
250 g. fuldkornsspaghetti
1,5 dl. piskefløde
2 æg
1 dl. klippet purløg
50 g. revet parmesan (eller lign.)
1 tsk. havsalt 
1/2 tsk. citronpeber

Skær laksen i tern og courgetten i julienne (meget tynde strimler).
Kog spaghettien efter anvisning på pakken.
Pisk fløde, æg, purløg, parmesan, salt og citronpeber let sammen.
Varm en sauterpande op og steg courgettestrimler og laks i 1-2 min. Tilsæt den kogte, afdryppede spaghetti, og fløde/æggeblandingen under konstant omrøring. Varm det hele godt sammen og smag til med salt og citronpeber.

Server med groft brød og evt. grøn salat.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar