fredag den 28. december 2012

Langtidsstegt and (Berberi)



I år stod julemenuen på and med alt hvad dertil hører. Jeg langtidssteger (ca. 5 timer) altid anden om formiddagen, parterer den og anretter den, så det er nemt om aftenen. Man slipper på den måde også for svineriet i køkkenet (og i det pæne tøj) om aftenen.
Nedenstående fremgangsmåde bruger jeg altid og har endnu aldrig lavet en mislykket and.
Mht. hvilken and man skal vælge, så holder jeg altid øje med Netto-kataloget i december. De har en fantastisk and til en fantastisk pris.
Det er denne, som koster mellem 149-169 kr. og vejer ca. 3400 g.
Der er rigelig mad til 4 voksne og 2 børn.
En frossen and skal tø op i køleskabet i 2-3 døgn.

På billederne ses 2 ænder (valgte lige at stege en ekstra, så der var rester til juledag :)

1 and på ca. 3400 g.
2 æbler (Belle de Boskoop eller Cox Orange)
1 stor håndfuld svesker
1 dl. groft salt
friskkværnet peber
ca. 20 g. smeltet smør

Tænd ovnen på 125 grader
Skræl æblerne og skær dem i både. Bland dem med sveskerne.
Bland salt og peber i en skål
Tag indmaden ud og rens anden godt. Fjern indvendigt fedt (gem det til senere). Skyl anden godt og dup den tør med køkkenrulle. Klip vingespidserne af og gem dem til saucen.
Gnid anden indvendigt og udvendigt med salt/peberblandingen og fyld den med svesker og æbler. Luk med et par kødnåle.

Læg anden i en stor bradepande med brystet opad. Steg den i ovnen i 1 time.
Tag bradepanden ud og hæld fedtet fra.
Pensl anden med smeltet smør, hæld ca. 1/2 l. vand i bunden af bradepanden og sæt den tilbage i ovnen og steg færdig i ca. 4 timer.
Anden er færdig, når saften er klar, når man stikker en kødnål i låret.

Tag anden ud og lad den køle af.
Hæld skyen i en skål og sæt den på køl. Gem andefedtet.
Partér anden og læg stykkerne i et ovnfast fad ovenpå æble/sveskefyldet. Sæt fadet på køl til servering.
Pensl andestykkerne med smeltet andefedt og varm det i ovnen v. 180 grader i 10-15 min. Grill tilsidst stykkerne i et par minutter under konstant overvågning.






Servér med andesauce (se nedenfor), brune kartofler (snyd ikke med glaskartofler!), hvide kartofler, franske kartofler, rødkål og waldorfsalat - Opskrift


Andesauce

en lille klump andefedt (som fjernet fra anden)
Vingespidser
Halsen i mindre stykker
1 gulerod
1 løg
1/2 l. vand

Smelt andefedtet og brun vingespidser, hals og grøntsager i det. Tilsæt vand og lad det koge i en times tid.
Skum fedtet af fonden.

3 dl. andesky
3 dl. andefond
Maizena
1 dl. piskefløde
1-2 spsk. ribsgele
kulør

Kog sky og fond op og jævn med maizena (udrørt i vand).
Tilsæt piskefløde og smag til med ribsgele og salt.
Tilsæt kulør til den ønskede farve.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar