torsdag den 23. august 2012

Sushidag



Forleden stod den på hjemmelavet sushi i det lille hjem. Vi fik besøg af vores venner, Dorthe og Patrick, som ikke har prøvet at lavet det selv. Nu skulle det så være :)

Hver gang jeg har lavet Sushi har jeg været usikker på, hvor mange ris, der skulle til.
Denne gang valgte jeg at lave 10 dl. til 4 sultne voksne :) Der blev ris til 13 store ruller, og vi blev MEGET mætte. Jeg vil nok sige, at portionen nærmere passer til 6 voksne.




Jeg lavede følgende ruller (som du kan finde opskrifter på herunder):
California
Manhattan (laks, flødeost, salat)
Crispy Ebi
Crunchy Chicken (inspireret af rulle fra Sticks'n'sushi)


Hertil serveres selvfølgelig soya, wasabi (jeg foretrækker at røre det selv med pulver og vand), syltet ingefær og edamamebønner.


Sushiris


Jeg har forskellige kogebøger med forskellige tilberedningsmetoder, og ligesom jeg plejer, tager jeg lidt fra de forskellige.

10 dl. ris
1,3 l. vand
1 dl. sake (kan udelades

Risene skyldes i koldt vand. Kom risen i en stor skål, fyld den med koldt vand og rør rundt i risene med hænderne. Hæld vandet fra og start forfra. Dette gøres 4-5. gange til vandet er næsten klart.
Hæld risene i en sigte og lad dem dryppe af. Kom dem herefter i en stor tykbundet gryde (risene vokser meget under kogning) og kom vandet (1,3 l.) i. Lad det trække ca. 20 minutter.

Kog risene op og skru ned på lav varme (1-2). Lad risene koge i 10 minutter. Læg herefter et viskestykke mellem låg og gryder (for at absorbere dampen) og tag gryden af varmen. Lad risene stå og trække i ca. 10 min.

Hæld risen i et stort fad og vend den afkølede sushieddike (opskrift herunder) i. Vend godt rundt i risen og meget gerne med en ventilator kørende ved siden af, så risen hurtigt afkøles (et viskestykke, der viftes, kan også bruges).
Læg et viskestykke over risen og lad den køle af ved stuetemperatur.



Sushieddike (Sushi-su)

Denne portion eddike passer til ovenstående mængde ris

1,75 dl. risvinseddike
70 g. fint rørsukker
1 1/2 tsk. salt

koges sammen i en lille kasserolle og køles helt af.




Herunder kommer nogle opskrifter på nogle af de elementer som skal bruges i rullerne

Så er vi klar til at rulle :)

Hjemmelavet Panko-rasp (til Crispy Ebi)

Fulgte Klidmosters opskrift -  Hjemmelavet Panko-rasp
Lidt omfattende men bestemt det hele værd, hvis man skal lave Crispy Ebi

Et lille formbrød bliver til en lækker rasp
skorpen skæres af hele vejen rundt
Brødet køres igennem foodprocessorens rivejern
Brødkrummerne tørres i ovnen v. 130 grader i ca. 30 min.


Spicy Mayo (bruges til Crispy Ebi og Crunchy Chicken)

2 spsk. hellmans mayonnaise
1 spsk. sød chilisauce
1/2 tsk. tørret chili

Ingredienser røres sammen




Unagi Sauce (bruges til Crunchy Chicken)

Smagen i denne sauce minder om teriyaki, så en flaske færdigkøbt teriyakisauce kan anvendes, hvis man vil spare lidt tid. Jævn den evt. med lidt maizena.
Lav evt. en større portion af denne sauce og hæld den på en flaske, som kan holde sig en måneds tid i køleskabet.

1/2 dl. soya
1/2 dl. mirin (købes i asiatisk supermarked)
1/4 dl. sukker
Bland ingredienserne i en lille kasserolle og kog det sammen. Køl af.


California Roll - inside out (4 ruller) 

100 g. surimi (helst stykker og ikke sådan nogle frosne sticks)
1 spsk. Hellmann mayonnaise
1 tsk. risvinseddike

Ingredienserne blendes sammen.

2 ark tang (delt på midten)
4 agurkestave i tangens længde
1/4 avokado i smalle både
Sesamfrø 





Sådan rulles en inside-out


Halvér et ark tang og læg det på en filmbetrukket sushimåtte. Fordel ris på arket


Drys sesam på risen

Vend arket om, så risen vender nedad. 
Fordel fyldet på midten og rul rullen sammen 
En færdig rulle klar til at blive skåret ud


Manhattan (3 ruller) 

En fersk laksefilet (ca. 125 g.), skåret i strimler
Flødeost naturel
En håndfuld iceberg i strimler
3 agurkestave i tangens længde
3 ark tang






Sådan rulles en makirulle
Fordel ris på et ark tang. De yderste 2 cm. skal ikke dækkes af ris, men læg et nogle ris, som kan fungere som klister. Fordel herefter fyldet lidt under midten af rullen.
Rul rullen stramt omkring fyldet



Crunchy Chicken (4 ruller)

Denne rulle måtte jeg bare lave efter at have smagt den på Sticks'n'Sushi. Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg faktisk at min rulle smagte bedre ;)

Der er en del forberedelse til denne rulle, men den er det hele værd! 
1 lille kyllingefilét
et skvæt teriyakisauce (eller unagisauce)

Steg kyllingefilét'en på en pande. Teriyakien tilsættes, når kyllingen er næsten gennemstegt. Skær den i strimler.

10-15 mandler - grofthakkede
et skvæt soyasauce

Rist mandlerne på en hed pande. Når de begynder at tage farve tilsættes et skvæt soyasauce under konstant omrøring. Tag mandlerne af panden og køl dem af.

Ud over ovenstående skal følgende bruges:

4 ark tang (2 hvis rullerne laves som inside-out)
Sushiris
Unagisauce (se opskrift længere oppe i dette indlæg)
Spicy mayo
Forårsløg
Strimlet iceberg



Crispy Ebi (4 ruller) 

Denne rulle er et sikkert hit. Det er tidskrævende men det er også besværet værd :)

6 store store tigerrejer
1 portion pankorasp (link til opskrift længere oppe i indlægget)
salt og peber
mel
1 sammenpisket æg
Olie til dybstegning

Er rejerne med skal og hale, pilles de først. Halver rejerne henover ryggen og fjerne tarmstrengen (tynd og sort).
Krydder raspen med salt og peber.
Vend de halve rejer i mel, herefter i æg og til sidst i raspen.
Steg de panerede rejer i olie ( det tager ganske kort tid).
Læg rejerne på køkkenrulle og køl dem af v. stuetemperatur

4 ark tang (2 ark hvis der laves inside-out)
sushiris
Spicy mayo
1/2 avocado i smalle både
evt. agurk i stave


Så er der serveret!


2 kommentarer:

  1. Nøj, hvor ser det bare godt ud. Jeg har endnu til gode at lave sushi selv, men din fine billedserie og opskrifterne gør, at jeg sagtens tør kaste mig ud i det :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Gør det! Det tager noget tid, men jeg hygger mig med at stå i køkkenet i timevis med et glas hvidvin og fordybe mig i det. Resultatet er også det hele værd :)

      Slet